Skrevet af Mads Richard som del af projekt digitalDNA.

Der er mange måder at bruge og arbejde med digitale medier og værktøjer. Jeg beskriver her mit bud på de tre mest betydningsfulde roller. De tre digitale roller er:

  • Konsument
  • Producent
  • Organisator

En digital konsument er sidste led i den digitale kæde: Læser en digital artikel eller nyhedsbrev, ser en video eller lytter til en podcast, forbruger et digitalt produkt eller resultatet af en digital proces.

En digital producent er med til at skabe digitalt indhold: Skriver en digital artikel, producerer og publicerer en video eller podcast, deltager i digital dialog, bidrager med data til et digitalt produkt eller proces.

En digital organisator med til at udvikle og vedligeholde rammer og betingelser for digitale producenter og konsumenter.

Jeg vil her beskrive de tre brugerroller adskilte fra hinanden, men der vil ofte være meget uklare grænser mellem dem, og den enkelte bruger vil ofte have flere roller – enten samtidigt eller i forskellige situationer.  

Konsument

Rollen som digital konsument er den langt enkleste og mest udbredte rolle. Det skyldes bl.a. den voldsomme udvikling inden for mobil adgang til digitalt indhold, med mobiltelefonen (smartphonen) som den altdominerende og nærværende device.

At konsumere digitalt indhold kræver langt den mindste indsats af brugeren. I mange tilfælde kan det handle om forholdsvis passiv modtagelse af digitalt indhold. Det varierer dog en del, bl.a. i forhold til de fire digitale byggesten.

Producent

Digitalt indhold kan have mange forskellige former og blive / være produceret på meget forskellig vis. En del er skabt ved en bevidst og aktiv (personlig) indsats af en bruger – fx i form af skrevne artikler og indlæg, podcasts og videoer.

Her har udbredelsen af mobile enheder – kombineret med lettere muligheder for at producere og publicere fotos og video, kommentarer og refleksioner, likes og smileys – betydet en voldsom stigning i antallet af indholdsleverandører og omfanget af indhold. Med en ofte meget uklar grænse mellem skabt / bearbejdet indhold og delt / videredistribueret indhold.

En anden og langt mere radikal (disruptive) udvikling er de øgede mulighed for at bidrage med / producere digitalt indhold og data (næsten) uden at røre en finger. Måske endda uden at vide det. Det kan være deling af personlige data / målinger, live streaming fra videokameraer eller deling af (automatiske) data fra en lang række digitale devices. Med en uklar grænse mellem brugerskabt indhold og automatiseret (AI) skabt indhold / data, som hele tiden ændrer sig.

Organisator

Rollen som organisator er langt den bredeste og mest komplekse af de tre roller. Det skyldes bl.a. at den favner både skabelse af de tekniske og de organisatoriske rammer.

  1. De tekniske rammer favner både den grundlæggende infrastruktur (internettet) og den tekniske funktionalitet i de enkelte værktøjer / apps / kanaler.
  2. De organisatoriske rammer handler om hvordan de tekniske muligheder bruges. Hvem har / får lov til at bruge dem? Hvem må hvad? Hvad må hvem ikke?

Inden for virksomhedernes interne verden bruges det engelske udtryk ’governance’ ofte til at favne de organisatoriske rammer (direkte oversat: ’styring’). Et udtryk, som jeg synes giver fint mening også i den eksterne, digitale verden.

Og selv om det kan give rigtig god mening at underinddele rollen som digital organisator, lader jeg den her favne brugeren når vedkommende:

  • Beslutter at bruge Messenger til at koordinere dialogen i en vennekreds. I stedet for at bruge fx Mail, WhatsApp, Discord eller et helt tredje værktøj.
  • Designer og udsender en månedlig nyhedsmail om et eller andet.
  • Samler, koordinerer og coacher et team i World of Warcraft.  
  • Koder en applikation / app.
  • Hedder Mark Zuckerberg, og styrer og bestemmer over globale, digitale universer.

Indrømmet: Organisatorer er en meget blandet landhandel. Men hver og en af dem er med til at skabe og påvirke producenters og konsumenters digitale interaktion.

————————————————————————

Øvelse og refleksion

Tag udgangspunkt i dig selv som (privat) digital bruger. Beskriv min. ét eksempel, hvor du er henholdsvis:

  • Digital konsument
  • Digital producent
  • Digital organisator

Hvilken rolle var lettest at komme med eksempler på?

Hvilken rolle var sværest at komme med eksempler på?

————————————————————————

Feedback og dialog

Hvis du har kommentarer, forslag eller spørgsmål til indlægget, så kontakt mig gerne. Jeg foretrækker mail (mads@madsrichard.dk).

———————————————————————–

Indlægget er oprindeligt publiceret oktober 2024. Er senest justeret februar 2025.