Af Mads Richard
Når jeg kombinerer de fire digitale byggesten med de tre digitale roller, så udfolder det digitale univers sig for alvor – i al sin mangfoldighed og kompleksitet. Jeg opdeler det i fire digitale kvadranter, som favner digital funktionalitet og interaktion med brugerne.
Og i en lidt mere udfoldet form:
I første omgang vil jeg kort beskrive de fire kvadranter hver for sig, selv om det er uhyre vanskeligt, fordi det digitale univers netop er kendetegnet ved meget tæt sammenhæng og overlap mellem de fire digitale byggesten og tre digitale roller.
Gul kvadrant
Internettet som fælles, digitalt opslagsværk, hvor brugere kan producere (forfatte) indhold og gøre det tilgængeligt for andre brugere (læsere). Og for sig selv for den sags skyld.
En del af indholdet lægges ud på private hjemmesider, hvor producenten (forfatteren) og organisatoren (informationsarkitekten / ejeren af hjemmesiden) er den samme. Andre steder er forfatter og informationsarkitekt to forskellige personer.
Konsumenten (læseren) har som udgangspunkt adgang til indholdet når og hvor det passer vedkommende – helt uafhængig af, hvornår indholdet er produceret. Den gule kvadrant forudsætter således ikke en direkte relation eller interaktion mellem producent og konsument. Processen med at gøre indhold tilgængeligt og tilgå det (via ’pull’) er klart adskilt.
Indholdet bestod i internettets start primært af (statisk) tekst, men en stigende del af indholdet er nu video eller lyd. Det ændrer dog ikke noget ved selve fundamentet: At nogen gør digitalt indhold tilgængeligt for andre. 24/7. Jorden rundt.
En forfatter kan vælge at henvise (linke) til en anden forfatters indhold, uden at involvere pågældende. Brugen af hyperlinks var således en af internettets allerførste og mest basale ’killer applications’.
Selv om gul kvadrant beskriver en forholdsvis enkel digital interaktion, så betyder den voldsomt stigende mængde af digitalt indhold, at det langt fra er enkelt at gøre information tilgængelig for andre. Eller at finde brugbar information for den sags skyld.
Tidlige tiders indholdsmenuer og linkoversigter har derfor fået mindre betydning til fordel for (indholds)søgning. Hvorved vi bevæger os uden for den gule kvadrant og ned i den blå. Og derfor venter lidt med.
Rød kvadrant
Internettet som (en samling af) digitale informationskanaler, hvor brugere (afsendere) kan ’pushe’ digitalt indhold ud til andre brugere (modtagere). I lighed med den gule kvadrant er de to brugere klart adskilte og – i princippet – uafhængige af hinanden.
En af de tidligste – og fortsat mest udbredte digitale informationskanaler – er mails. Og selv om mails også kan bruges ifm. (grøn) dialog, så er en stor del mails primært røde. Det gælder fx forskellige typer af (nyheds)mails, som teknisk ikke kan besvares (noreply). En senere og mere ren (rød) informationskanal er Twitter / X.
Man kan opdele informationskanaler i to forskellige typer:
- De personligt redigerede: Mellem en bruger (afsender) og en eller flere andre brugere (modtagere). Hvor det er en person, der er (indholds)producent, og dermed ansvarlig for indholdet. Nogle gange vil det være den samme person, som bestemmer form og tidspunkt for udsendelsen, andre gange vil der være andre brugere (organisatorer), der redigerer og bestemmer hvordan og hvornår indholdet sendes ud.
- De automatiserede: Hvor der ikke sker en personlig redigering, men hvor indholdet stammer fra digitale applikationer.
Især de automatiserede informationskanaler er steget eksplosivt, hvilket hænger sammen med et øget samspil mellem den røde og den blå kvadrant.
Hvor det i den gule kvadrant er konsumenten, der bestemmer tidspunkt for interaktionen, så er det noget mere kompliceret i den røde kvadrant. Som udgangspunkt er det producenten (afsenderen) eller organisatoren (kanalredaktøren), der bestemmer hvornår og hvordan indhold ’pushes’ ud.
Konsumenten (modtageren) kan så se / læse / høre indholdet på det pågældende tidspunkt. Men her skaber digitaliseringen en radikal anderledes og ny situation, idet (indholdet i) digitale informationskanaler ikke forsvinder, men forbliver digitalt tilgængelig. I princippet til evig tid. Det er skiftet fra ’flow-TV’ til ’on ’demand-TV’ et godt eksempel på.
Samlet set medfører det en voldsom stigning i – og tæt samspil mellem – rødt og gult indhold. For selv om brugeren finder en nyhedsudsendelse eller podcast i den gule kvadrant, så foregår selve interaktionen (se videoen / høre podcasten) i den røde kvadrant.
Grøn kvadrant
Internettet som digitalt dialogmedie for og mellem brugere. Som udgangspunkt forudsætter dialog minimum to forskellige brugere, som er ’ligeværdige’ – forstået som at de skiftevis er producent og konsument. Hvilket er den helt centrale forskel ift. den røde kvadrant.
Dialogen kan både ske ’real time’ / synkront, hvor begge brugere er aktive på samme tid (hvilket kan sammenlignes med dialog via telefon eller ansigt-til-ansigt) eller forskudt / asynkront, hvor de to brugere selv bestemmer hvor lang tid der går før der svares (hvilket kan sammenlignes med brevveksling). Men fælles er, at interaktionen (dialogen) stopper, hvis blot én af parterne ikke svarer.
Som med mails, så er mange medier og kanaler en blanding af rød og grøn. De to kvadranter kan derfor bedst ses som to yderpunkter i et kontinuum: Med rendyrket, mørkerød envejskommunikation (monolog) på den ene side (med klar adskillelse mellem afsender og modtager, og hvor modtageren ikke har muligheder for feedback / svar / reaktion) til mørkegrøn dialog mellem to ligeværdige brugere, hvor ingen af dem styrer eller bestemmer hvordan dialogen udvikler sig.
Og indimellem er der en mangfoldig skare af rød-grønne blandinger, hvor den ene part alene kan like og kommentere indlæg, besvare spørgsmål (åbne eller lukkede), bidrage til afstemninger, foretage ratings etc. Lidt forenklet, så kan det beskrives som at deltagerne har forskellig størrelse ører og munde. Nogle har endda viskelædere, så de kan slette og / eller censurere (dele af) dialogen.
Den glidende / uklare overgang mellem rød og grøn kvadrant skyldes ikke alene, at overgangen fra envejskommunikation til dialog rent faktisk er vanskelig at fastlægge – også i den ikke-digitale verden. Der er også organisatorer og producenter, der ser en interesse i at sløre den reelle form for kommunikation. Jeg vurderer også at det brede og forholdsvist uklare begreb ’sociale medier’ er med til at sløre forskellene mellem rød og grøn kvadrant. Og gul for den sags skyld.
Blå kvadrant
Internettet som digitalt værktøj, hvor brugere kan indsamle, kombinere, bearbejde og præsentere (distribuere / bruge) data på ufatteligt mange måder.
Det er i den blå kvadrant, at internettets spændvidde og enorme potentiale for alvor viser sig. Den blå kvadrant indeholder nemlig både den forholdsvis simple lommeregner, der kan bearbejde tal indtastet af en bruger ud fra klart definerede matematiske formler, og meget avancerede sprogmodeller (AI), som kan ’promptes’ til at indsamle enorme mængder af data (af forskellig art og fra forskellige kilder), bearbejde dem med noget der kan virke som (over)menneskelig kraft og kreativitet og distribuere (formidle) resultatet i utallige former og formater. På et splitsekund.
Den samme bruger kan udmærket have alle tre blå roller: Kode sit helt eget digitale værktøj (i stil med en avanceret Excelfil), fodre det med data, og bruge resultatet som vedkommende ønsker det. Når det gælder de mere avancerede værktøjer, så er organisatoren (værktøjsmageren) typisk en selvstændig, dedikeret bruger / virksomhed. Men igen giver det fin mening for den enkelte bruger både at være producent (dataleverandør) og konsument.
Hvor de andre digitale kvadranter knytter sig tæt til kommunikation til / mellem mennesker, så indeholder blå kvadrant noget andet og mere. Det gælder både den blå kvadrant ’i sig selv’, men også i interaktion med de øvrige kvadranter.
Det er den blå kvadrant, der gør det muligt at søge efter indhold i det digitale opslagsværk – i stedet for at skulle ’klikke’ sig ned gennem indholdsfortegnelser og menuer. Hvilket også er en forudsætning for at finde og indlede dialog med udvalgte brugere.
Lige som det er den blå kvadrant, der skaber (producerer) en voldsom øget mængde rødt indhold. Det kan ske enten via bearbejdning af andet digitalt indhold eller ved at hente og præsentere data fra den fysiske verden.
Den blå kvadrant er også den motor, der via automatisk indsamling af brugerdata (brugernes digitale interaktion), kan tilrette den måde som indhold struktureres og præsenteres for brugerne. Det gælder både ift. gul, rød og grøn kvadrant.
Den blå kvadrant er også et helt centralt bindeled mellem den digitale og den fysiske verden. Det betegnes ofte med begrebet ’Internet of Things’. Hvor fysiske maskiner / infrastruktur / dingenoter tidligere blev kodet og styret ’lokalt’ på den enkelte maskine, så giver internettet mulighed for, at det foretages fra hvilken som helst digital device. Og at styringen af forskellige fysiske maskiner og processer koordineres og spiller sammen.
Komplekst sammenhæng og samspil
Selv om jeg har forsøgt at beskrive de fire kvadranter hver for sig, så er det digitale univers et nærmest uoverskueligt og komplekst samspil, overlap og uklare grænseflader mellem de fire kvadranter. Af to grunde:
- Digitalisering handler i bund og grund om at ’oversætte’ forskellige elementer og verdener til et fælles sprog. At overskride fysiske grænser og begrænsninger.
- Det er i kombinationen og sammenkoblingen af de fire kvadranter, at de digitale potentialer for alvor udfoldes.
Mit formål med opdelingen i de fire kvadranter handler ikke om at ville forsimple eller underkende det komplekse samspil, men at skabe en model og et fælles sprog, som gør det lettere at beskrive og forstå det komplekse, digitale univers. Hvilket er en forudsætning for at kunne diskutere og styre det. Både som individ og i fællesskab.
Udover de særlige karakteristika, som jeg har beskrevet via de fire kvadranter, ser jeg også en række mere overordnede forskelle og ligheder på tværs. I ultrakort form er det:
- Gul og rød er de teknisk set mest enkle. Grøn er den organisatorisk / socialt set mest komplekse. Blå er den teknisk set mest komplekse.
- Blå er den mest ’invasive’, idet den breder sig og understøtter de øvrige tre med mere og mere avanceret funktionalitet.
- Gul og blå er mest ’maskinelle’ og kan i stort omfang bruges af og give værdi til konsumenten uafhængigt af andre brugere. Værdien af rød og grøn er i højere grad afhængig af andre aktive brugere.
———————————————————————–
Artiklen er oprindeligt udgivet november 2024. Er senest justeret januar 2025.
————————————————————-
Feedback og dialog
Hvis du har kommentarer, forslag eller spørgsmål til indlægget, så kontakt mig gerne. Jeg foretrækker mail (mads@madsrichard.dk).